/\

ANNONCE

Stranden i Mondello . Foto: Dan Kullberg
Stranden i Mondello . Foto: Dan Kullberg

Steder

Palermo – en usleben diamant

I Palermo på Siciliens nordspids mødes barok ekstravagance med kaos og uorden. Byen har sine problemer, men den har masser at byde på under den rå facade.

Palermo, som ligger på spidsen af det nordlige Sicilien, er både præget af barok overdådighed og af falmet storhed. Ved første øjekast kan Palermo virke kaotisk med sin urbane lovløshed og sin vanvittige trafik med tudende biler og scootere og hestevogne i fuld fart. Den eneste regel er tilsyneladende, at der ikke er nogen regler.

“Vi er vant til trafikken i Palermo, den er ikke et problem for os”, siger en af byens beboere, Alessandro. ”Vi, som bor her, elsker vores by. Den er som en mor for os. Det er en meget speciel kærlighed.”

Det er nok rigtigt, at Palermo er en anarkistisk by med problemer, men hvis man ser bort fra de negative ting, har den meget at tilbyde. Den er en kulturel smeltedigel med en traditionsrig historie, fantastisk mad og smukke strande på kort afstand. 

Smalle gader i Palermo. Foto: Dan Kullberg

Den bedste måde at få et indtryk af Palermo på er måske ved at udforske byens myldrende labyrint af snævre gader til fods, og her virker det, som om der hele tiden er noget nyt at opdage.  Der findes en overflødighed af nedslidte paladser, som ikke står til at redde, af underskønne kirker og storladne teatre. Hvert monument fortæller sin egen historie. Der er ingen tvivl om, at Palermos aristokrati boede i pomp og pragt, og det er stadig muligt at fange glimt af ufattelig rigdom, da flere paladser er åbne for offentligheden. De storslåede forvitrede bygninger har en sammensat arkitektonisk stil, som går tilbage til øens erobrere: grækerne, romerne, byzantinerne, araberne og normannerne. 

Farverige åbne gademarkeder som Capo, Vucciria og Balleró viser alle facetterne i Palermos arv: afrikansk, arabisk, italiensk, siciliansk – lidt forvirrende, men meget autentisk og enestående i Middelhavsområdet. Med mad, blomster, orientalske krydderier, frisk fisk fra Middelhavet, kød, grønsager.
“På Sicilien, og især i Palermo, er maden barok, kraftig, lokal og selvfølgelig meget vigtig,” siger gastronomen og køkkenchefen Gaetano Chirico. “For det er det første bevis på kærlighed: at tilbyde god mad.”

Er du blevet træt i benene, kan du altid køre en tur ind i labyrinten af godt gemte stræder med en Moto Ape, en af de 3-hjulede taxi-scootere, for at få en oplevelse af Palermos lovløshed på første hånd. Eller du kan droppe kunsten, larmen og byluften og tage en bus til det nærliggende badested Mondello, som er det foretrukne sted at køle ned om sommeren for mange af Palermos indbyggere.

“Sicilien er solskin” siger Alessia, som er taget en tur til Mondello med sine venner i dag. ”Vi, som bor i Palermo, er måske lidt skøre, men vi bliver glade og afslappede, når solen skinner.”

Tekst:  Fredrik Ölmqvist

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk